Stjerneklart

[Jessica - UT]

Det var aften. For en gangs skyld var himlen klar, og de små hvide stjerner funklede roligt over mit hoved. Hovedet hævedes i en langsom bevægelse, og de isblå øje lod blikket falde mod det mørke hav af stjerner.

Den snehvide, buskede hale hang slapt mod de markerede bagben, og ørene var lagt en smule ned. En sværm af tanker kværnede rundt i mit hoved - hvorfor var jeg her? Hvad lavede jeg? Hvad skulle jeg?

Månen var fuld, det vidste jeg, for jeg havde set den tidligere på aftenen. Lige nu kunne jeg ikke se den, for nogle træers brede kroner. De kastede nogle dystre, uhyggelige skygger, som fra et monster med lange, krogede fingre.

[Admin]

Jeg gik lidt frem og tilbage og kiggede rundt, jeg kunne ikke høre andet en min egen vejrtrækning. Jeg begyndte af lundte af sted i et frisk tempo.

[Jessica - UT]

Det gibbede i den slanke krop, da en nattesort ravn skramlede ud af en busk. Jeg snerrede lavt, og fulgte fuglen med blikket, til den gik fuldstændig i ét med nattens mørke. Jeg så i jorden. Min lyserøde snude var fugtig, og da jeg lod den strejfe jorden, satte der sig små mængder af den dugfugtige jord, fast på den kolde snude. Jeg drejede hovedet, og lod snuden gnides mod min pels. Jeg ville have jorder af.

Mine ben var allerede gennemblødte. Man slap ikke tørt i gennem engenes høje græs.. Jeg åbnede munden en smule, og lod den lyserøde, våde tung slikke de våde ben. Jeg droppede det efter mindre end 3 sekunder, og fuldmånen trådte frem fra skjulet bag trækronerne. Den runde lysende planet, spejlede sig i de krystalklare øjne, og jeg betragtede den kort, inden jeg slog hovedet bagover, satte mig ned, og lod den genkendelige ulvehylen rettes mod månen. Jeg lod øjnene lukkes, og hylede bare. Koncentrede mig kun om min hylen.

[Admin]

Jeg gik videre og hørte en hyle, jeg for sammen og kiggede rundt, jeg kunne ikke se nogen men jeg kunne høre nogen, jeg gik lidt videre også kiggede jeg op mod månen, jeg kiggede væk fra månen, jeg spidsede mine øre og kiggede rundt jeg hylede lidt og holdt så op jeg håbede jeg ville blive hørt. Jeg gik videre og kom til et sted hvor jeg lagde mig ned, jeg sukkede dybt imens jeg spidsede mine øre for af høre om der var andre en mig.

[Jessica - UT]

Jeg hørte på en måde at mine stemme ændrede sig. Den lod som to stemmer på en gang.. Først nu gik det op for mig, at der VAR to stemmer. Jeg stoppede forbavset med at hyle, og så mig omkring. Der var intet.. Sært.. Jeg var dog ikke bange. Andre ulve skræmte mig ikke..

Jeg sukkede kort, og besluttede mig for ikke at opsøge den anden ulv, jeg gik hen til de to vandfald, med lange, velbalancerede skridt, og stoppede først ved kanten. Jeg så ned i det klare vand. Jeg så mig selv i et spejlbillede, med den sølvagtige fuldmånen som baggrund. Smukt.

[Admin]

Jeg rejser mig og begynder af gå jeg går ned mod vandfaldet, da jeg kommer der hen ser jeg en anden ulv, jeg står straks stille, jeg begynder af stille parat hvis ulven skulle angribe mig "Hvem er du?" spurgte jeg om og kiggede på ulven

[Jessica - UT]

Jeg vendte lynhurtigt det formede hoved, mod en fremmede. Jeg drejede tænksomt på ørene, og svarede kort, og mistænksomt ,,Hvem er du?" Jeg besvarede ikke hendes spørgsmål, og lod nakkehårene lettest fra mit skind.

Mine isblå øjne glimtede, og den lyserøde snude sås i mørket.

[Admin]

"Jeg heder Lika" siger jeg venligt, jeg kigger lidt på ulven "Hvem er du?" spørg jeg mistænksomt efter, jeg bliver ved med af kigge på hende.

[Jessica - UT]

Jeg bakkede et skridt, men min venlighed begyndte langsomt at titte frem fra skyggesiden. Jeg hældte lidt på det smukke hoved, og sagde så med en krystalklare stemme ,,Jessica" jeg lod et smil fremmes på min læber, og lod blinkede så et par gange med de isblå øjne ,,Du.. Kan kalde mig Jessie" jeg vidste egentlig ikke om det var så smart allerede at udgive mit kaldenavnets, når nu jeg ikke kendte den fremmede ulv. Men jeg sukkede.. Det kunne jo være ligemeget?

[Admin]

Jeg nikker og kigger på Jessie som jeg måtte kalde hende, jeg kigger lidt på ulven og så ned i jorden.