Sten? Hvilke sten?

[Jessica - UT]

Jeg havde længe grublet over de sten. Ja, de sten. Stenene.. Hvad de gjorde vidste jeg ikke, men jeg vidste bare at jeg skulle finde dem. Udseende kunne jeg heller ikke få hjælp af, for hvem vidste hvordan de sten, ikke normale sten, men DE sten så ud? Ingen..

Jeg måtte bare lede. Lede, lede, lede. Jeg fandt sten i alle afskygninger - store, små, runde, kantede, mørke, lyse, ja alt! Men ikke de sten.. Jeg følte mig seriøst barnlig. En ulv. En ulv, som går rundt og kigger på sten.. Hvor langt ude er det ikke lige?

But, jeg spekulerede lidt over hvad jeg skulle gøre hvis jeg fandt noget. Eh, bide i den? Nej, det var rav man skulle bide i, for at tjekke om det nu også VAR rav. Hmm.. Hælde vand på? Ej, okay Jessie. Jeg himlede med øjnene, og ledte videre.

Tænk nu hvis jeg fandt dem. Det kunne da være fedt. Selvom jeg ikke vidste hvad de gjorde... Ligemeget.. Jeg ville bare gerne finde dem.

Sten, sten, sten, atter sten.. Jeg bliver vanvittig.

[Jessica - UT]

Jeg sukkede dybt, og vadede tilfældigt rundt, for at få tiden til at gå. En dag som i dag var der ikke meget at lave på. Det var begyndt at småregne, og de yderste hår i min pels, havde fået et glat udtryk. De glinsede af vand, og en sky af vanddråber stod omkring mig, da jeg rystede mig.

Jeg lod forpoten ramme en sten, så den med en humpende lyd, bumlede hen over skovbunden. Suk.. Jeg kedte mig voldsomt, og sparkede gentagende gange til stenen. Det blev nærmest til en leg.. Du ved.. Tage stenen med mig, ved at sparke den af sted. Flumb. Flumb. Flumb. Stenen hoppede afsted, og den lyserøde tunge hang ud af min hals. Mit blik var legesygt, og jeg grinte kort. Flumb. Flumb. Flumb. Jeg himlede så med øjnene og stoppede op. Styr dig Jessie. Du er ikke en hvalp mere..

[Jessica - UT]

Jeg sparkede stadig rundt med stenen, da jeg nåede udkanten af skoven. Jeg ville faktisk ikke ud af skoven, så jeg stod bare og betragtede det kønne landskab. De omgivelser. Jeg vendte så om i en glidende bevægelse, og satte i løb hen over skovbunden. Først nu gik det op for mig, at stenen ikke var med. Ikke bare en sten, den sten. Den som jeg havde sparket rundt med i mere end en halv time.

Ligemeget. Ligemeget tænkte jeg. Men nej.. Jeg ville have stenen. Det ville jeg.. Tror jeg.. Det var egenligt ikke mig der ville have den, men mig. Nej, okay, jeg vrøvler. I så fald lavede jeg den sygeste u-vending, og spurtede tilbage efter den sten. Min sten. Jeg samlede den koksgrå genstand op med munden, og fortsatte min vej.

Jeg holdt øje med alle sten på min vej. Men ingen så ud til at være andet end sten. Normale sten. Normale sten helt uden at være andet end sten. Jeg nynnede stille, og begyndte at nyde turen. Jeg glemte alt hvad der hed sten - ud over min sten. - og lallede ligegyldigt rundt i den mørke skov.

[Jessica - UT]

Der gik meget tid med at kaste mig rundt i de visne blade, og bjæffe som en hvalp. Jeg slap ikke min sten, men holdte et fast tag om den med munden hele tiden. Jeg lod ørene stritte lige i vejret, med et glimt i øjet. Om jeg kedede mig? Ja, hvorfor tror du ellers at jeg tilbringer min tid SÅ dårligt?

Men da jeg rejste mig fra bunken af bøgeblade, fik det op for mig at min sten var væk. MIN sten. Jeg gennemsøgte bladene, men ingen steder fandt jeg den. Jeg satte mig ned, med et dybt suk. Jeg fik så øje på noget der skinnende let. DER VAR DEN JOO! Jeg hapsede den, men slap den hurtigt.. Hvorfor skinnende den sådan? Jeg gispede kort - havde jeg haft den sten jeg ledte efter.. Eller havde ledt efter, i munden hele tiden?